Vikingerne i Lyngbakkernes Saga

Fra Lyngbakkevikingernes Højborgs Legende Kap. 73

    Da året oprandt var tidens tegn krumredet og Trans Vejrfortolker gav sig i kast med at bortmane sokkesurt vintervejr medens han mumlekvad på et mundheld, ”Hvo som misfortolker regntung himmel, går ej tørskoet på tinge”, lød det.

    Men just som skjolmø Hannes hirdmændshissende kortskørt varslede lunere vinde tog brynjebuldrende broderstrid blandt skarptungede brostensbersærker i øst hast.

    ”Der er sældom en brand, uden der går røg deraf”, kvad Notatfortolker Mikael Kvældsknokler, ”Blæs ledingslyd i luren og rust jer til bagholdshugs mangefold”.

    Da var det at Bau den Tungerappe drog i leding med Jacob Lynild og hans kabalefortolkere. Da brast al tålmods lænker og frådens flammer afsved sindets spirer så kun tøjlesløs tidsel fandt grobund på galskabens goldager.

    ”Hvo som lader vandet på min sukkermad, får brug for en lynafleder”, skingerkvad han og gik bersærk.

    Oh, ja! Hvem taler vel om hin dag med himmelvendte øjne, thi han gled ned fra malkeskamlen og jog bagfjerdingen i huggehusets bundbrædder. – Så stor var kamplarmen at R. K. og hans frændelurer i hast søgte læ under skjoldmøers højtvævede skørter. Mat i mæle og mør som treidedagslabskovs blev han båret til sengehalmen fulgt af hirdsmænds lårklaskende skratlatter. ”Hvo som tager en på øjet før han gir en, kommer vel længst” småpeb han.

    Den sommer herskede der træsk tvesind og begsort galde mellem hirdsmænd og Møllers runeristeri, thi så snart Jens Hurtigløber så sit snit dertil, læssede han skarn og skidensager af blandt deres kaffekopper. Et jammervræl som smågrisens, når den nys er skubbet fra patten lod sig høre fra hirdmænd over runers mangefold.

    ”Yp ej mundkiv med manddomsmænd, men tyd tidens tegn og rist i runer hvad sindet sår”, kvad han. Men grum er den galde, som gemmes over gyldenhøst.

    Længe så hirdmænd skævt til Jacob Pegefinger og Niels Fuglefænger, thi just som hirdmænd stod på lur bag Mikael Kvældsknoklers dør med friskristede runers mangefold under armen, sprang Jacob Pegefinger med snu snaphed ind ad bagdøren og overrislede aftægtshøvdingen med tomgangssinds tågetale og tåkrummende jammerkævl.

    Da brast de hirdmænds tålmod, ”lignendes lusken tåles ej længer”, kvad Kaj Fisker. ”Vædet bag får den, som vakler, hvor dør ham byder at tæmme sin tværgang”, nær ved at miste sin mundtørv vendte Jacob Pegefinger sig måbende om, thi let er det at træde dem over tæerne som føjeligt følger fodslaget.

    Mod jul bød brændeknuders knaphed at lade tingstene stå tomme, så julen får man vel i fred . . . . .

                                                                                                                                                                                RAS (Formodentlig)

Trans Vejrfortolker = Flyvemeteorolog Peter Trans, FTK

Mikael Kvældsknokler =

Bau den Tungerappe = BAV B. V. Larsen, KAR CH-O 1972-1974

Jacob Lynild =

Niels Fuglefænger =

Jacob Pegefinger =

R. K. =

Fra Vikingerne i Lyngbakkernes Saga. Kapitel 77.

   Da året oprandt var Vikingerne i Lynbakkerne krøblingbøjet over knokkelsur modgang. Brændeknudernes knaphed og mammons mangel bød hirdsmænd at holde smutsnækkerne på land.

   I slige tider er det, at rænker rænkes og rygter smedes og snart for rygtet at ROR Jollerorsmand fra Lisbonhirden skulle age til Puslingefylken ved Smålandshavet. Da i-flindt-for Losse Orla - “Man skal ej hælde spildt mælk på Balle Lars” -, glammekvad han medens blodet steg ham til nakken, “thi Lisbonhirdens langskib kan ej styres uden ROR” -, slutkvad han, men fornam selv det fejlslagne ordvalg.

   Ved den tid hvor safterne stiger og skjoldmøers barme bølger om kap med Nordsøen fornam ridder OWE udlængsels susen for ørerne. Han ville age til landet hvor whiskysjusserne gror. I hast samlede han en flok mandsmodige ynglinge og gjorde sin hjemgjorte balje klar. Men slig dristige færd fik brat ende da baljen stod ud fra andedammen. Just som ridder OWE havde sat brand til nystoppet sursnadde slog havguderne til. Bølger brødedes over baljen så den tog vand ind med hast. “Søen viser nok tænder” skingerkvad Leif Lammelår da han genbesteg den bordfyldte balje. - “Ja, det er mine” - pibekvad SØN bersærkertalsmand medens han tandløs tog tælling mod kølsvinet. - “Læg kursen om mod hjemlands smulte vande før vejrguderne voldvrider baljen” - bævrekvad ridder OWE. - “Den som lader vandet på havguders sukkermad får det mangefol igen” - mundheldskvad han videre medens han tørrede labskovsen af banjerne.

   Ved den sælsamme tid var det også at Palle Dunhammer sadlede sin hest for at følge BAV den Tungerappes fodspor til stedet, hvor kommandovejen løber ud i sandet, og sidde til bords med højborgsvismænd. Med tilbageholdt ånde beredte udkigshirden den ny høvdings ankomst, BAK Bønnestage hed han, med tilnavnet Lille Wagn. “Bersærkers vege fremfærd med slap skagle er på hæld” - fremfor han - “lydig hund bjæffer ej i utide - og den ungbersærk som fjærter mod vinden fornemmer selv hørmen” - mundheldskvad han. Slig regelret tomgangstale var ej hørt på bopladsen siden Mikael Kvældsknoklers dage men han havde jo også en grum fortid bag sig blandt nordenfjords fløjtetønderorsmænd.

   Men mod den tid da rugen gik soldrukken i skred og silden trak indenskærs tog vanheld til. Det var tid for den årlige leding på Kallesmærsk Hede. En morgen skulle LUI Ligeudslusker lede Lindormehirden i leding. Efter at have lagt læbe til tifold af kaffekopper og med glødende mundtørv stod snækkerne ud med Ligeudsluskeren for fulde sejl i spidsen. Hans snække gjorde så stor hast, at resten af hirden snart lå agten indtil hans snække for ind i en tågebanke, - Bjerg storsejlet og lad drivankeret gå” - gjaldekvad han, men just da jog resten af hirdsnækkerne forbi så hirdsfrænder havde nær vædret hverandre - “Hårdt styrbord - NEJ - bagbord” - bjæffekvad han og vendte mundtørven idet han fejlagtigt antog at slaget var begyndt. Hirdsmænds tunger lammedes af tanker som det tjete dem at tie med, og én for én vendte de hjem til bopladsen. Så gik Losse Orla bersærk. Fråden flammer afsved sindet spirer så kun tøjlesløs tidsel fandt grobund på galskabens goldager, - “Vågn af vinterhviles vammeldøs, kåret mands kraft vorde ej være veg som valle” - dunnerkvad han så LUI Ligeudslusker tabte mundtørven.

   Ved den tid var det også at bopladsen skulle have ny storhøvding, thi NIKOLAI den Hårfagre havde, træt af tærende tingstrid tyet til et roligt hjørne af bopladsen hvor lårkrumme langskæg og aldrende hirdsmænd vælter sig i velfærds vellyst og bordfyldte vinbægre og hvor dådrig dyst kan drives med hånd i hvil under hage.

   Stor var forventningen blandt hirdsmænd da de på vicehøvding Anton Messekræmmers bud stod opstillet i fuld harnisk og med gummisværd i hvil for at berede den ny storhøvdings komme. Men ak - hans antråd slog mangen hirdsman med væmmelses matmæle thi Kasketknud, så hed han, med tilnavnet Lille Urkok, var iført kravledragt og spejlvendte stridshandsker. Han havde ikkun også en fæl fortid blandt Højborgs Midnatsluskerhird. Mangen hirdsmand kom ihu de talrige nætter hvor larmende lurskrat havde revet dem af sengehalmen på midnatsluskernes bud.

   Kasketknud havde ikkun ej en heldig hånd thi ved en tid da kvælden føltes knokkelkold og mangen bersærk jog som vanligt gummerne i grønsværen på samfærdstiers ugødede glatføre.

   “Den mjødssvimle hirdsmand som kryber fra messens fadebur på alle fire kan vel også krybe dertil på alle fire” - kvad han og gik bort med vanlig syvmilesantråd.

   Mod jul bød tåger tykke hirdsmænd at ty til henkogt kaffebønne.

Fra Vikingerne i Lyngbakkernes Saga. Kapitel 79.

    Den vinter var særlig knokkelkold og mangen en bersærk frøs lårene af led. Jeppe Vejrfortolker fjumrede svært med vejrhullet, thi så såre han vælted stenen fra strømmed skarn og skidenvejr deropad. Sneen føg om busk og urt, så samfærdsstier blev næsten ligeså udvisket som kommandovejen, og kulden tog til, så selv brunbersærkers sokkeøl frøs til is. Bersærker slap vranten sengehalmen ved dags gry, thi grannåleforet underlinned og bundfrossen natpotte forestod.

    I udkigstårnet hasted Høffer Høftebinder frem og tilbage, og Jeppe Vejrfortolkers tommelgymnastik på runegriffel tog taktfast til. ”Den bersærk, som lader vandet gå mod vejrgud, får det mangefold igen” visdomkvad han med vanligt himmelvendt blik mod snetunge skyers mængde.

    Det forår var det, at Bak Bønnestage overlod tingstenen i udkigshirden til Frode Bragekvadsfortolker for at drage til Germanien og snedigøre sig i krigskunst. Men ak! Men just som Frode Bragekvadsfortolker fornam magtens susen for ørerne, slog Højborgs midnatsluskerhird til. Frode Bragekvadsfortolkers mjødsru natmandskogren skiftede brat til klingeskarp forordningsrøst: ”Klæd jer i vadmel! Sværd ved side! Bring runestenene til jordhulen! Sluk bålet! Lav kaffe!” glammekvad han, medens hirdsmænd så åndeløst til, og selv og selv glatnakket skrælling fornam hans visdom og skarpsind. Men just som hirden var ved at gå bersærk, kom der bud fra stendyssen, hvor midnatsluskerhirden havde forskanset sig: ”Kap fortøjninger og teltpæle, og drag derhen, hvor peberet gror” lød det. – Derpå fulgte dages kamplarm, og megen hår brød frem på bersærkerbringe i de dage, men endelig oprandt dagen for hjemrejsen.

    Just da skiltes skyerne og solen brankede bersærkers byldeømme bagfjerdinger, og Jens Christian Hvirvelvind trådte hen til Frode Bragekvadsfortolker og kvad: ”Tøv en kende, tag tid til endnu en leding, thi vejret er jo dejligt”. – Da brast al tålmods lænker, og frådens flammer afsved sindets spirer, så kun tøjlesløs tidsel fandt grobund på galskabens goldager.

    ”Nuvel! Jens Christian Hvirvelvind”, hvæsekvad Frode Bragekvadsfortolker med blodskudt blik - - - ” Da træd selv frem foran hjemfartsgejle hirdsmænd og i jord med håb om snarlig hjemfærd til væne møers favn og kvælskaffe”. Da skælved Jens Hvirvelvind, så han fik ål i sokkerne, thi han fornam næsten det kolde stål fra et bagholdshug, og han tog tilflugt til tingstens skærmende skygge.

    Den sommer var det, at Niels Formand og Christian Kridt tog til dulgt samråd. Der hvor kommandovejen smalles og gå over i skumle hulveje og krogede stier, med feltråbet: ”Mere mammon til menigrorsmand”. Vist var det, at deres færd var vovet, thi mangen brændt samfærdsbro brødes under dem, så de faldt i galdemættet surgrøding. ”Bare mammonkrukken ikke går så længe til vands, at den kommer hjem uden mammon”,  tvivlekvad ungerbersærk. ”Lindres ej lommesmerte, kan roen på bopladsen ej garanteres”, glammekvad Niels Formand, vel vidende, at han talte med tom trussel, thi der havde ej hersket ro på den boplads, siden Kurt Gammelstrøm var knægt. - - Bopladsens høvding, Kasket Knud, gav sit besyv med: ”Ej næres bersærk af ussel mammon, men af rå kvinder og mjøds mængde”, kvad han, og tømte en danskvand i eet drag. – De ord slog rorsmænd med matmæle, thi deres tunger lammedes af tanker, som det tjente dem at tie med.

    Da byggen soldrukken knækkede nakken det efterår, stundede den vanlige leding på Kallesmærsk Hede til, og intet middel blev skyet for at fremme bersærkers stridsgejle femfærd. I fadeburssalen var luften tung af mundtørvos og lummerled lir over ungmøs hirdmandshissende nøgendans.

   Snekke ved snekke drog de så af sted med vinden ind for agten og bristepunkt-spændte flitsbuer. Men slig mageløs mangetomlet adfærd, som sås det år, var ej set i mands minde; thi mangen bersærk forglemte helt at affyre flitsbuerne, før slaget var forbi, så fjende fornam kun bardunsuset fra de skinkehåndsførte smutsnekker.

    Værst var det dog hin vanhellige dag, da Marius Den Store med bundbrændt sursnadde kastede sig ind i slaget. Med vigende tykpande og glat-nakke for han over stok og sten med sit spyd hvidknosknuget i hånd.

    Gennem kamplarmen hørte Olderbersærks fistelrøst: ”Har du slynget dit spyd Marius?” - - ”Jovist!” Puds glukkerne I lårkrumme langskæg! Det sidder plantet lige i fjendens ølvom” hånkvad Marius Den Store, men fornam just da det fejlslagne hovmod i nysudtalt ord, thi han hvidknosknugede stadig spydet i sin hånd, da slaget lå bag ham.

    Længe rulled Losse-Orlas lejesvendes lårklaskende skratlatter over Kallesmærsk Hede, over slig fejlslagen ledingsadfærd.

    Men skratlatter kom ej til at stå alene det efterår. Det var tid for bopladsens årlige markvandring. – Særlig optændt af kampiver var storhøvding Kasket Knud, thi han så allerede sejrens palmer for sig. Men ak! Længe genlød skoven af storhøvdingens gungrende syvmilesantråd, thi han tog fejl af sol og måne, og aldrig så snart havde han afsluttet én fejlslagen kurs førend han slog ind på en ny, og menigbersærks mandstugttrykkede småfnisen tog til over vildfaren vanheldig storhøvdings fremfærd. Først længe efter Storm Den Stridsvognkyndige fandt han tilbage til huggehuset.

    ”Vigtigst er ej at vinde, men at være med” kvad Kasket Knud, men fornam selv munhelds mathed.

    Mod jul drev mammon krukken i land ved bopladsen!

                                                                                                                                                                                    VON

Jeppe Vejrfortolker = Meteorolog Jeppe

Frode Bragekvadsfortolker = FRO

Kurt Gammelstrøm = RIS (ESK 725)

Bak Bønnestage = BAK (ESK 729)

Jens Christian Hvirvelvind = HAG (ESK 725)

Niels Formand = General Niels Holst Sørensen

Christian Kridt = VIT Christian Hvidt

Marius Den Store = NEP (ESK 725)

Kasket Knud = SKY Oberst Skydsbjerg, CH FSN Karup

Losse-Orla = NOL Orla Lohse Nielsen, CH ESK 725

Vikingerne i Lyngbakkernes Saga, kapitel 84

    Slut var mjødomtåget julehøjtids fadebursfrådseri, og da året oprandt, var vikingerne i Lyngbakkerne krøblingebøjet over det forgangne års knokkelsure modgang. Fra runeristeriet var blåfrosne fummelfingre i fuld gang med udsendelse af runers mangefold og hirdsmænd imødeså med mismodig medleven senkvæls sokkesure sendrætigheder.

    I udkigshirden havde småhøvding Høg Høgeøje netop med træsk tvesind begivet sig mod kalkbrudet for der at forene sig med tankelamme sagsslæberes tågede sindstanker, da dennes afløser ankom til Udkigshirden. Døren til Udkigshirden blev sparket op med et sådan brag, at de fleste af hønsene faldt af pinden og Høvding Von Tottentvister søgte tilflugt bag en brandspand.

    ”Vågn op af vinterhvilens vammeldøs i glatnakkede skrællinger” kvad den nye småhøvding idet han spyttede sin mundtørv hen i hjørnet og fortfor: ”Udrunden er af gejl fremfærd i henhold til runeristed regelsæt. Alle hirdsmandhissende hungervækkende afklædte skjoldmøer skal fjernes” og med glimt i øjet slutkvad han: ”to beo r not to be, or to be a ”not””, men fornam dog selv slutkvadets fejlslagne ordvalg.

    Der’udaf, så hed den nye småhøvding, var netop hjemkommet fra det land, hvor whisky sjusserne gror, efter der at have modtaget oplæring i krigskunst, våbenbrug, venstrekørsel og fodtramp med slagsmæld i sålerne. Først lammedes udkigshirdens rorsmænd af skræk og enkelte lod gå en urinpyt i vadmelsbukserne, mens andre søgte ly under skjoldmø EVY’s hørvævede kortskørt. Det blev dog manddomsmænd for meget og gammelbersærk Peter Knoldebonde tog mod til sig og kvad med et jammervræl som smågrisens, når den nys er skubbet fra patten: ”slig tåkrummende jammerkævl er dog sjælden hørt. – Voldvrid dog pegefingeren derned hvor ormene gror og fornem selv temperaturen.” ”Den småhøvding der fjærter mod vinden fornemmer selv gyldestankes kvalmende hørme” slutkvad han og slog brand ti nystoppet sursnade. Brynje brydende broderstrid ulmede dog længe i udkigshirden inden det lykkedes Høvding Von Tottentvister at få gydet gylde på galdskabens goldager, og beordre gummisværd i hvil.

    Ved den tid da Knoldebonde fyldtes med fryd over nysået sæds spiren under fodsålerne var det at Frode Bragekvadsfortolker fra puslingefylken begav sig nordøst på, for hos broderfolket at dygtiggøre sig udi spejlvendt sejlføring med kantstillet rorspind. ”Hvo, der som jeg har gammelbersærkers mandsmod, langskæg og forfædrenes mandskløgt kan få en smutsnække med rebet storsejl til at stå på højkant uden at den tager en dråbe vand ind”, kvad han idet han klappede rorsmandshjelmen på sin isse og stod ud fra fortøjningspælen. Med tuberkuløst pibende ånde fulgte rorsmænd med urinvædede vadmelsbukser Frodes smutsnække føring. Var slig fremfærd mon mulig? Men ak. – næppe var tænkt tanke tidsnok tilendetænkt før tingene tog fart. Med et smæld brast rebet til storsejlet, snækken rullede over, ramte en forkert sø og begyndte at tage vand ind. Frode vendte med ru hark mundtørven og idet han fik det kantstillede ror i vandet og snækken drejet ind mod landingsstedet følte han blodtrykssusen for ørerne. Han fornam skrækken jage gennem kroppen og matheden brede sig til knæene, netop som en ny sø fyldte snækken helt med vand – UD – tænkte han, UD, og med et snuptag sad han i toppen af masten på den synkende snække, for i næste øjeblik at kaste sig i et kæmpespring i retning af landingsstedet. Sæl er dog den svend som ulykke kan fly, for idet Frode ramte vandet fejlbedømte han vanddybden og med et brag jog han gummerne mod havbunden så fisk og sandorm kastedes ud af vandet, mens han tanketom foretog et sidelæns rullefald så lyden af knuste knoglers knasen kvalte den åndeløse stilhed, hvormed rorsmænd havde fulgt sceneriet. ”Vædet bagfjerding få den som kaster sig ud i slige eksperimenter” kvad Frode Bragekvadsfortolker mat i mæle og mørbanket som en letlevende skjoldmøs bagdel, idet han blev båret til urintapperiet hvor instøbning i gips forestod.

    Ved den tid hvor safterne stiger og skjoldmøers barme bølger om kap med Kragesøen, havde Jeppe Vejrfortolker og dennes tunghovede lærling Bach Tågesnak haft store problemer med at tolke den regntunge himmel or bortmane den knokkenkolde kirkefrost og klatsne. Dette endskønt at de begge puslede med nyindført teknik til forbedring af vejrfortolkningen. Teknikken var denne, at de efter den i fladsten ristede vejrfortolkning angav et tal i procent, en såkaldt ”HULK”-værdi, som vistnok enten indikerede sandsynligheden for vejrfortolkningens ægthed eller Thors udsendelse af lynild. Hulk-værdien, hvor HULK står for Hvornår Uvejret Lader Komme, havde dog indtil nu kun afstedkommet hirdsmænds lårklaskende skratlatter til Jeppe Vejrfortolkers store fortrydelse.

    På samme tid var det at Høvding Von Tottentvister blev afløst af en sydfrakommende rorsmand med en temmelig tvivlsom fortid. Listehammer hed han, et navn han havde fået på grund af at han en årrække havde ført en forholdsvis tilbagetrukket tilværelse. Men nu var det hans agt at ændre navn til Forhammer, og hirdsmænd fornam at der bag dette var vægt, for idet han smækkede bagfjerdingen på tingstenen kvad han: ”Nu skal velfærdssvækket rorsmand vænnes fra patten og forvandles til hirdsbersærk med fremskudt kløftet hage”. Se det var ord man ku’ forstå, så snækkegejle hordsmænd undlod jammerkævl og overgik til regelret tomgangstale.

    Da rugs dræn havde givet hirdsbonde høfeber, og Knoldebonde svang leen mod saftspændte strå var den årlige leding på Kallemærsk Hede blevet overstået uden vanlig vanheld med gejl sejlføring og skinkehåndført smutsnække.

    Dog talte rorsmænd med lårklaskende skratlatter om én enkelt gammelbersærks gejle fremfærd. Netop den dag under ledingen hvor alle høvdinge og storhøvdinge fra kalkbruddet havde taget opstilling på Kallemærsk Hede, for derfra at iagttage snækkegejle rorsmænds kampgejst, rundede Kurt Gammelstrøm Skallingen med fulde sejl og vinden ret ind fra agten, og med et hårdt greb om rorspinden. Kurt Gammelstrøm fyldtes af mandsmod og fik susen for ørerne da han øjnede hedemulden, hvor han havde svunget mangen et spyd og idet han ihukom ungdommens voldsbedækninger gik han bersærk. Med frådens flammer om munden kastede han småsnækken rundt med voldsvredet ror, gav storsejlet en ekstra tand og strøg ind over lyngen med en sådan kraft, at lyng og hedemuld røg omkring ham, og idet han svang sit spyd kvad han: ”Bersærkers vege fremfærd med slap skagle er på hæld”, og med endnu kraftigere voldsvredet rorpind forsvandt han rundt om det sorte huggehus hvor storhøvdinge i mange fold med åndeløs matmæle havde kastet sig mod jorden, mens de fornam varmen bredte sig i de nys tilsmussede hørvævede underbukser. Da i-flint-for Palle Dunhammer, som værende den første der kom på benene, og idet han lod runer riste i fladsten kvad han, idet han slog brand i sursnadden: ”Ulydighed blandt rorsmænd er på hæld, den ungbersærk som fjærter mod vinden skal få punghug, bugstød og tæppedans derfor”. Der blev stor postyr i huggehuset da runerne indløb i risteriet, Niels Medalje krævede straks en forklaring fra udkigs- og lisbonhirden.

    Og fra lisbonhirden kom snart efter en fladsten, hvori der med runer blot stod ristet ”Kurt”. Rorsmænd hørte aldrig mere til historien, dog henfaldt Kurt Gammelstrøm til almindelig ligeudslusken ohg tanketom tomgangstale, idet han med matmæle kvad: ”Nød lærer nøgen mand at tørre spildt mælk op med en hundehvalp”, men fornam dog straks talt ords fejlslagne ordvalg.

    Vanheld forfulgte også lisbonhirden den sensommer. På den tid da urkokken havde galet for anden gang var det, at rorsmand Kaffekop stod ud fra fortøjningspælen uden at have fjernet sikkerhedsbeslaget til roret. Han blev dog først klar derpå da han skulle manøvrere rundt om bøje nr. 1. ”Det er klart at stå ud fra landingsstedet” kvad Smitti Smittiboy med pibende tårnugle stemme. Rorsmand Kaffekop, som i mellemtiden var overgået til almindelig plumren rundt i vandet, i det håb at det sku’ lykkes at få snækken uset tilbage til fortøjningspælen, overhørte bevist denne melding, og først da Smitti Smittiboy for tredje gang for fuld mandskraft, havde gentaget meldingen hørtes rorsmand Kaffekop med spagfærdig matmæl: ”En snække uden ror er som en omskåret ungbersærk”, og fortfor ”let får den hirdsmand bagholdshug og ulivssår, som sidder i gylle til halsen”.

    På samme tid var det at Tru rorsmand efter endt udflugtssejads ville lægge ind til landingsstedet, og da han rundede bøje 1 slog fejlagtig snarrådighed ned i ham. Med et voldsomt ryk rebede han storsejlet men indså i samme øjeblik ukløgt i gjort gerning, og halede med et endnu hårdere ryk storsjlet op igen så gnister og røg stod ham om ørerne. ”Brand” råbte man fra udkigstårnet og få sekunder senere havde skum og økse fyldt snækken til kanten med skarn og skiddensager, så flere dages snækkerensning forestod. ”Vædet bag får den som lader urinen gå, før bukserne er om hæl” kvad rorsmand Tru, idet han begav sig mod lisbonhirden.

    Sent det år var det, at bopladsen igen skulle have en ny storhøvding, oven i købet en andengangsstorhøvding, der bl.a. havde en grum fortid – senest blandt Højborgs midnatslusker hird, hvilket slog mangen hirdsmand med væmmelses matmæle. Michael Slæbesko hed han, et navn han havde fået, ikke fordi han agede stridsvogn, men på grund af sin fremfærd på bopladsens samfærdsstier. Michael Slæbesko havde på den meget korte tid han havde været storhøvding på bolpadsen haft hovedet nede i alle skufferne og erhvervet sig et grundigt kendskab til bopladsen og dens hirdsmænd. Således lagde han dagligt lunge til et utal af lurskrat, for derved at sammenkalde bopladsens høvdinge til tinge. Der var på kort tid blevet holdt så mange møder, at Niels Medalje i svage øjeblikke ønskede sig tilbage som oppasser for damernes dronning. Niels’ mange medaljer mindede ham altid med fryd derom. Under et af møderne sad Niels i en kort blund og lod tankerne flyve til Amalienborg, idet han puslede med et nyt mundheld: ” Et bryst i øret er bedre end en tiøre påbrystet”, men vågnede med et sæt grundet skrækken over tænkt tankes tvivlsomhed, det var jo damernes dronning han tænkte på, og mens blodet steg ham til hovedet overgik han til tanketom tænkning.

    Da dagene var blevet kortere og nætterne længere kastede man sig i udkigshirden ud i et velfærds vellyst over revelsben og bordfyldte vinbægre. Til stede var også rorsmand Mareridt, der netop havde kastet sig over et fadfuld revelsben. Han greb et af de største ben og skulle lige til at kaste det i gabet, da dén ved siden af siddende rorsmand skubbede til ham, med det resultat til følge, at rorsmand Mareridt bankede revelsbenet i øjet med en sådan kraft at han røg bag over og jog gummerne i gulvbrædderne, så spånerne fløj ham om ørerne. Rorsmand Mareridt blev med et blåt øje og tanketom tomgangstale båret til urintapperiet hvor Boje Pilletriller konstaterede at Mareridt var ude af stand til at føre smutsnække et par uger. På bopladsen forlød det nu, at snækkesikkerhedshirdsmand Rumle Vermund puslede med runer til et nyt regelsæt, som skulle forbyde rorsmænd at sidde tættere end et pat meter fra hverandre, når man kastede sig ud i fadebursfråds og velfærds vellyst.

Da alle på bopladsen afventede det sædvanlige budskab fra den guano dækkede højborg om brændeknuders knaphed, skete der det modsatte. ”Kast alle smutsnækker i vandet, vi har brændeknuder i mangefold”, lød det med en sådan kraft, at rorsmænd blev grebet af panik. ”Brug brændeknuder, brug mange”, kvad Niels Medalje. ”Hvis I kan se jeres snit tildet, så kast en ekstra brændeknude over bord når lejlighed sig byder”. Det  var klare ord, men alligevel lammedes rorsmands tunger af tanker det tjente dem at tie med. Tæt ind under jul så man Adser Snækkeklinker snige sig om bag huggehuset for dér at sætte ild til en stak overskydende brændeknuder. Jo – enhver kunne forstå at jo flere man fik brændt af i det gamle år, jo flere ville der blive plads til i det nye år!!!

    Velfærdstiderne var kommet til bopladsen! Alle imødeså fadebursfrådseri i mangefold, og mens den vanlige kamplarm forstummede og blev afløst af kaffekedlers enfoldige fløjtens mangefold, begav hirdsmænd sig mod messen.

    Vomfjendsk fadebursfråds forestod.

    Thi nu var julen kommet.

                                                                                                                                                                                                                    HØG

Høg Høgeøje = HØG Klaus Høeg NK ESK 729

EVY = Evy, Ops Assistent ESK 729

Von Tottentvister = VON Finn von G. Carstensen, afgående CH ESK 729

Listehammer/Forhammer = HAM Peter Hammer, tiltrædende CH ESK 729

Jeppe Vejrfortolker = Meteorolog Jeppesen KAR MET

Bach Tågesnak = Meteorolog Bach KAR MET

Kurt Gammelstrøm = RIS Major Kurt Christensen FTK

Palle Dunhammer = DØN Palle Dønvang

Kaffekop = KOB Poul Erik Jakobsen ESK 725

Tru Rorsmand = TRU Svend Studstrup ESK 725

Niels Medalje = NIS Oberstløjtnant Niels Hansen CH-O FSN Karup

Michael Slæbesko = MIK Oberst J. Michaelsen CH FSN Karup

Boje Pilletriller = Læge Boje Larsen KAR INF

Rumle Vermund = VAD Vermund Wad Hansen FLY-SIK FTK

Adser Snækkeklinker  = Oberstløjtnant Adser-Larsen KAR-M

Smitti Smittiboy = Flyveleder SNSG Samsøe-Schmidt KAR ATC

(Correct Me if I’m Wrong)

Her er så de første afsnit af Vikingerne i Lyngbakkernes saga. Vi starter med årene 1973,1979 og 1984.

Nederst er angivet de i afsnittene medvirkendes rigtige identitet. Da alle ikke umiddelbart er identificeret af en yngre bersærk, anmodes ældre bersærker om at hjælpe med at sætte navne på disse hædersmænd. Skriv venligst til heindahl(snabel-a)me.com. På forhånd tak og god fornøjelse med læsningen af dette særegne Karup fænomen.